Direktiv kan udrydde greenwashing: Men det skaber panderynker hos Dansk Industri
Det vil blive obligatorisk for større virksomheder at rapportere om, hvordan de arbejder med bæredygtighed. Det står klart, efter EU-kommissionen d. 21. juni i år blev enige om et nyt direktiv.
Overordnet set er det en retning, som Dansk Industri støtter. Det fortæller Marie Gad, der er chef for global udvikling og bæredygtighed til Nordiskemedier.dk.
- Vi tager som udgangspunkt positivt imod de nye krav – det er godt, at virksomhederne i højere grad kan sætte to streger under deres bidrag til den grønne og bæredygtige omstilling, siger hun.
Det kan nemlig, ifølge Dansk Industri, godt få den positive effekt, at arbejde med bæredygtighed bliver mere reelt.
- I bedste fald kan det her direktiv være med til at udrydde greenwashing, fordi det giver et meget tydeligt billede af virksomheders klima- og bæredygtighedsaftryk, og så vinder danske virksomheder på det, forklarer Marie Gad.
Men der er et "men".
- Hvis det er så omfattende, som EU lægger op til, at det skal være, så kommer det til at tage mange kræfter fra virksomhederne, siger Marie Gad.
Det skaber panderynker hos Dansk Industri.
- Vi er bekymrede for, at det betyder for virksomhederne, at der kommer til at gå ressourcer fra noget, som er værdiskabende for virksomheden og fra selve arbejdet med den bæredygtige omstilling. Altså at man skal bruge kræfterne på ord frem for handling, siger Marie Gad.
Om direktivet:
CSRD skal erstatte det nuværende direktiv om ikke-finansiel rapportering (NFRD).
Hvor det nuværende direktiv om ikke-finansiel rapportering (NFRD) kun omfatter omkring 11.700 virksomheder i EU, vil CSRD omfatte cirka 51.000 virksomheder.
Med CSRD forpligtes store virksomheder og børsnoterede SMV’er til at rapportere om og offentliggøre deres arbejde med bæredygtighed. Visse tredjelandsvirksomheder med væsentlig aktivitet i EU omfattes også.
Virksomhederne skal rapportere om miljø, herunder klima, sociale forhold og virksomhedsledelse. Rapporteringen skal gives i årsrapporten og forsynes med en revisorerklæring.
Der er ved at blive vedtaget standarder, der skal fastsætte det nærmere indhold af de oplysninger, som virksomhederne skal rapportere.
Direktivet vil blive indarbejdet i dansk lovgivning, herunder årsregnskabsloven m.fl.
Kilde: Dansk Industri og Erhvervsstyrelsen
Vil ramme bredt
Direktivet var i høring til 8. august 2022, og her har Dansk Industri også indgivet et høringssvar. Ifølge Marie Gad har Dansk Industri overordnet flere forbehold:
- Først og fremmest så vi gerne, at man brugte mere tid på denne her proces, så man var sikker på, at man får lavet et system, der reelt skubber på den bæredygtige omstilling, siger hun og fortsætter:
- Vi så også gerne, at man havde en mere fleksibel ordning, hvor kravene til rapporteringen er forskellige og i højere grad tilpasset til brancher, forklarer hun.
Det vil blive de store virksomheder og børsnoterede SMV'er, der vil være omfattet af det nye direktiv, også kaldet CSRD. Det vil dog, ifølge Marie Gad fra Dansk Industri, ikke udelukkende være dem, der vil blive ramt.
- Det vil ramme meget bredt, for selvom reglen kun gælder virksomheder med over 500 ansatte, så vil de også skulle rapportere fra deres leverandører og hele værdikæden. Derfor vil det også ramme SMV’erne og andre virksomheder, der har langt færre ressourcer, siger hun.
Vil mangle folk
Virksomhederne skal rapportere om miljø, herunder klima, sociale forhold og virksomhedsledelse. Rapporteringen skal gives i årsrapporten og forsynes med en revisorerklæring.
Ifølge Marie Gad vil det kræve en specifik kapacitet i virksomhederne, som de ikke har.
- Man kan sammenligne det lidt med de krav, der er i dag til finansiel rapportering, Det er nogenlunde samme omfang, som bæredygtighedsrapporteringen vil have, forklarer hun og fortsætter:
- Vi hører allerede nu, at det er svært at finde folk, der har kompetencerne til at udføre det, lyder det.
EU-direktivet vil efter endelig vedtagelse træde i kraft fra 2024.
Her vil de store virksomheder af offentlig interesse med over 500 ansatte skulle rapportere efter CSRD for regnskabsår, der starter i 2024. Rapporteringsforpligtigelsen for de øvrige store virksomheder vil gælde for regnskabsår, der starter i 2025 eller senere. Børsnoterede SMV’er vil efterfølgende blive omfattet af kravene, men kan undlade at rapportere indtil 2028.
Artiklen er en del af temaet Politik.