"Lille katastrofe": Landbrugsstyrelsen ramt af nedbrud lige inden vigtig deadline
Årets ansøgningsrunde til tilskud om privat skovrejsning lukker i dag, men driftsforstyrrelser hos Landbrugsstyrelsen har siden weekenden hindret ansøgere i at søge om tilskud.
Det møder hård kritik fra HedeDanmark, der er blandt landets største aktører inden for skovrejsning.
– Det er en lille katastrofe, vi er havnet midt i. Vi har supertravlt med at udforme og indsende ansøgninger på vegne af private lodsejere rundt om i landet. Og nu kan vi så slet ikke få lov til at indsende dem. Og Landbrugsstyrelsen vender ikke tilbage på vores henvendelser, siger Rasmus Wieland, Regionschef i HedeDanmark i en pressemeddelelse.
Ingen planer om forlænget frist
Hos Landbrugsstyrelsen oplyser man, at der siden weekenden har været driftsforstyrrelser i det tast-selv-system, ansøgerne til ordningen skal benytte sig af.
“Fejlen er løst torsdag. Det har været muligt at ansøge om tilsagn siden den 1. juli, og det er beklageligt, at vi i de seneste dage har oplevet it-problemer. Heldigvis er fejlen løst nu,” skriver Landbrugsstyrelsen i en mail til Nordiske Medier.
Derfor er der heller ikke umiddelbart planer om at forlænge årets ansøgningsrunde, som HedeDanmark ellers opfordrer til.
“På nuværende tidspunkt, hvor fejlen er løst og it-systemet virker, forventer vi ikke at forlænge fristen,” skriver Landbrugsstyrelsen.
Det er ikke en beslutning, der imponerer hos HedeDanmark.
– Systemet kom op igen i går aftes. Dermed har vi mistet en uge, og både hos os og i Dansk Skovforening presser vi på, for at få forlænget fristen med den uge, men det lader ikke til at ske. Det er en horribel beslutning, lyder skudsmålet fredag morgen fra Rasmus Wieland.
Forventer massiv nedgang
Når det kommer til spørgsmålet om at vende tilbage på henvendelser fra HedeDanmark, er der ifølge Landbrugsstyrelsen blot tale om en enkelt henvendelse af d. 27. september.
”Det er dog korrekt, at den endnu ikke er besvaret,” skriver styrelsen, men det er ikke en udlægning, Rasmus Wieland kan genkende.
– Vi har forsøgt at komme i kontakt dagligt, men vi kan ikke få ledelsen i tale. Der er heller ikke blevet meldt noget ud om problemer fra styrelsens side, så vi har stået i en situation, hvor vi har haft brug for svar, som vi ikke har fået, lyder det fra HedeDanmarks regionschef.
Hos HedeDanmark forventer man, at it-problemerne i kombination med en ny administrationsordning vil betyde, at der i denne runde bliver rejst færre træer, end der kunne være blevet.
– Med den nye administrationsordning og de store it-problemer forventer vi en massiv nedgang i antallet af ansøgninger og dermed rejste træer – til stor skade for vores fælles ansvar om at rejse mere skov. Det er uholdbart, siger Rasmus Wieland.
Den del af kritikken har Landbrugsstyrelsen ikke forholdt sig til.
Artiklen er en del af temaet Samfund.