Danmarks Statistik: Hvert femte byggefirma frygter afvikling
Byggeriets tro på fremtiden kryber stadig længere ned under frysepunktet.
I et nyt konjunkturbarometer for Danmarks Statistik forventer flere virksomheder inden for byggeri og anlæg således faldende omsætning, beskæftigelse og tilbudspriser ved licitationer.
Desuden er vurderingen, at ordrebeholdningen i stigende grad er utilstrækkelig, selv om virksomhederne i gennemsnit forventer at have ordrebogen fyldt op de næste seks måneder.
Det er på niveau med januar, men dog et fald fra maj måned, hvor varigheden af arbejde dækket af den nuværende ordrebeholdning tangerede rekorden på 6,5 måneder.
Næsten hver fjerde, 23 pct., af byggevirksomhederne melder nu om mangel på efterspørgsel, hvilket ifølge Danmarks Statistik er en lille stigning. Derudover melder 26 pct. om mangel på materialer, mens 36 pct. mangler arbejdskraft.
- Der er ikke nogen tvivl om, at nu peger pilen altså nedad i byggeriet. Heldigvis kommer vi fra et rigtig højt niveau, og tallene fra Danmarks Statistik har da også nogle solstråler ind imellem. Men ellers er det primært, de sorte skyer, man lægger mærke til her, siger Morten Ganzau Nielsen, underdirektør for økonomisk politik hos Dansk Industri (DI).
Solstråle
Ifølge ham er solstrålen, at virksomhederne trods alt har fyldte ordrebøger de næste seks måneder.
- Det passer ret godt med det, vi også hører fra vores medlemmer, nemlig at det kniber med at få nye ordrer ind. Heldigvis har mange en tyk ordrebog, der varer til et stykke frem i tiden. Men man er bekymret for, hvad der sker, når de ordrer er eksekveret, for det går virkelig sløvt med at få nye ordrer ind i bøgerne for øjeblikket, siger Morten Ganzau Nielsen.
Danmarks Statistik har også spurgt virksomhederne i hvor høj grad, de er påvirket af invasionen i Ukraine, stigende priser, problemer med leverancer af energi og varer samt deres risiko for afvikling.
Her tegner sig et billede af en svag stigning i antallet, der er påvirket af de nævnte udfordringer. Godt otte ud af ti byggevirksomheder føler sig i september påvirket af Ukraine-krigen mod 67 pct. i april i år.
Det går virkelig sløvt med at få nye ordrer ind i bøgerne for øjeblikket Morten Ganzau Nielsen, underdirektør, DI
96 pct. af virksomhederne melder, at de er påvirket af stigende priser, hvilket er nogenlunde det samme antal som i foråret.
Mangel på materialer og forsinkelser påvirker ni ud af ti byggefirmaer, hvilket også er på niveau med april måned.
Når det gælder risikoen for at måtte dreje nøglen om, svarer hver femte ifølge Danmarks Statistik, at de i større eller mindre grad ser en risiko for at måtte afvikle virksomheden inden for de næste tre måneder.
Hos DI mener Morten Ganzau Nielsen dog, at det er for tidligt at spå om en decideret konkursbølge.
- Men jeg tror, det er naturligt at forvente flere konkurser i byggeriet, fordi vi kigger ind i en periode, hvor der bliver mere kamp om ordrerne. Hvor man tidligere kæmpede om medarbejderne, så bliver det nok mere den anden vej rundt, at man nu ser beskæftigelsen falde, siger han.
Fald i købekraften
Hos SMV Danmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder, herunder flere tusind inden for bygge og anlæg, lyder vurderingen, at byggebranchen nu for alvor er ramt af udfordringer.
- Stadig flere og flere virksomheder taber omsætning og må afskedige medarbejdere og forventer, at den udvikling fortsætter ind i fremtiden. Det er ildevarslende i en branche, der i forvejen er plaget af et stigende antal konkurser, siger Lasse Lundqvist, økonom hos SMV Danmark, i en kommentar.
Han henviser til en analyse fra SMV Danmark, som har vist, at avancen i byggebranchen i år er rekordlav.
En anden analyse fra brancheforeningen viste forleden, at andelen af virksomheder, som forventer nedgang i aktiviteten over de næste tre måneder, den højeste i ti år.
- Forbrugerne har trukket håndbremsen grundet et enormt fald i købekraften, hvilket giver det sidste stød til de mange virksomheder, som har været fastlåst i fastpriskontrakter samtidig med, at byggematerialerne er eksploderet. Det betyder nu, at hver femte virksomhed i bygge og anlæg melder om risiko for afvikling, siger Lasse Lundqvist.
Ifølge SMV Danmark er lyspunktet for branchen, at både virksomheder og private i lyset af energikrisen har kastet sig over energieffektiviserende initiativer for at minimere deres energiforbrug. Det gælder eksempelvis installation af varmepumper, solceller, jordvarme og isolering.
- Den interesse bør vi tilskynde ved at indføre et grønt investeringsfradrag, der giver de meget energiintensive virksomheder mulighed for at trække de ressourcer, de bruger på energieffektivisering, fra, mener Lasse Lundqvist.
Artiklen er en del af temaet Samfund.