23948sdkhjf

SMV Danmark: Vismændenes rapport er en mytedræber

Ifølge SMV Danmark bekræfter De Økonomiske Vismænd i deres rapport, at virksomhederne har friholdt kunder for de øgede omkostninger.

De økonomiske vismænds rapport, der blev fremlagt tirsdag, bliver vel modtaget hos SMV Danmark.

Det skriver erhvervsorganisationen i en pressemeddelelse. 

- Vismændenes arbejde er et våben i kampen mod den myte, som erhvervsministeren desværre har turneret med, nemlig at virksomhederne benytter de generelt stigende priser til lige at skrue lidt ekstra op for prisen for at score en nem, ekstra profit. Fx har dagligvaresektoren været udsat for grov mistænkeliggørelse, udtaler Jakob Brandt, adm. direktør i SMV Danmark, i pressemeddelelsen.

Han uddyber:

- Vismændene slår fast, at danske virksomheder faktisk generelt har gjort det modsatte, nemlig øget priserne mindre, end de ellers burde havde gjort for at følge med priserne på deres råvarer og materialer. De har delvist friholdt kunderne, og det har dæmpet inflationen på bekostning af virksomhedernes indtjening. Det harmonerer fuldstændigt med vores egne analyser. De viser, at danske virksomheder for tiden spænder livremmen ind, siger Jakob Brandt.

Han bifalder desuden vismændenes kritik af reguleringen af CO2-afgiften.

- Når store CO2-udledere som fx Aalborg Portland får rabat på den afgift, der skal betales, når man udleder CO2, så betyder det bare, at de mindre virksomheder skal betale mere for at udligne den rabat. Dermed sparer man Portland for udgifter og tab af arbejdspladser, men det tab sker til gengæld 1:1 i de mindre virksomheder. Det slår vismændene fast, udtaler Jakob Brandt og fortsætter:

- Desuden vurderer de, at den rabat samt tilskuddet til de særlige filtre, der skal opsamle CO2 fra Portlands skorstene, ikke på langt sigt forhindrer, at produktionen flytter til udlandet. Det taler kraftigt for en politik med ensartet CO2-afgifter og færre skatteyderbetalte støtteordninger til enkelte virksomheder, lyder det fra Jakob Brandt i pressemeddelelsen.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078