Venstre: Kilometerafgift gør ikke transporten grønnere
- Det er vi imod, og det er vi, fordi det er ikke noget, der gør Danmark rigere. Tværtimod.
Sådan lyder det fra Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen om den kilometerbaserede vejafgift, som DTL - Danske Vognmænd har udtrykt bekymring over.
Direktøren for Danske Vognmænd kalder det "benzin på inflationsbålet".
- Det er jeg fuldstændig enig i, siger Kristian Pihl Lorentzen.
Den politiske aftale blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, SF og Enhedslisten i juni måned og er lige nu i høring hos relevante brancheorganisationer. Aftalen kan blive til virkelighed, hvis et rødt flertal fortsætter efter valget.
Men er det Venstre, der kommer til magten, bliver aftalen skrottet på stedet.
- Vi vil gerne have at transportbranchen omstiller sig til mere grønt, men det gør vi ikke ved at trække penge ud af branchen, siger Kristian Pihl Lorentzen.
Ligesom direktøren for Danske Vognmænd ser Kristian Pihl Lorentzen også for sig, hvordan en vejafgift vil blive en ekstraregning for kunderne, og den desuden vil risikere at ramme skævt.
- Det er skævvridende for det kan godt være, det ikke betyder meget i København, men det betyder noget i Vestjylland, siger han.
Gift for inflationen
I stedet mener Venstre, at der skal incitamenter til for at pege branchen i den retning.
- Det gør man ved at følge med i teknologien og tage det i små skridt. Det skal ske over en realistisk tid, siger han og uddyber:
- Vi skal i en grøn retning ved at understøtte at vognmændene vælger grønt gennem eksempelvis tilskud. Grøn omstilling kommer ikke af sig selv. Det er noget, vi skal investere i. og der har vi i Venstre forslag til, hvordan man kan sikre penge til den grønne omstilling ved for eksempel at sælge noget af Ørsted, som vi har foreslået, lyder det fra Kristian Pihl Lorentzen.
Han understreger, at afgifter er et af de områder, som Venstre vil ændre på, hvis den blå blok står for regeringsmagten efter valget.
- Skatter og afgifter er gift for inflationen, siger han.
Den politiske aftale om den kilometerbaserede vejafgift skal gælde fra 1. januar, hvis den vedtages.
Artiklen er en del af temaet Politik.