Undersøgelse: Flere partier bakker op om bedre dagpengevilkår for selvstændige
Et politisk flertal er enige i at skabe bedre vilkår for selvstændige, når det gælder både emner som dagpenge, kapitalkrav til at starte virksomhed samt færre administrative byrder.
Det skriver regnskabsudbyderen Billy i en pressemeddelelse.
Billy har foretaget en undersøgelse, hvor over 1300 selvstændige har svaret på samme spørgsmål som 12 ledende politikere fra 12 forskellige partier, herunder Alex Vanopslagh (LA), Mona Juul (K), og en fælles besvarelse fra Socialdemokratiet.
Undersøgelsen viser, ifølge Billy, politisk enighed om at forbedre de selvstændiges vilkår på flere områder.
- Selvom selvstændige udgør en stor del af befolkningen i Danmark, indgår de sjældent i politikernes valgkamp. Derfor er det dejligt at se en så stor opbakning om at forbedre de selvstændiges vilkår. På flere områder er der så stor enighed, at det burde kunne blive til reelle politiske beslutninger, siger Alessandro Justesen Leoni, der er direktør i Billy.
Ni ud af ti selvstændige er, ifølge undersøgelsen, enige i at reglerne for sygedagpenge for selvstændige skal forbedres, så man tager hensyn til, at selvstændige ikke har en arbejdsplads, der tager over for dem ved sygdom.
Ud af de adspurgte 12 partier/ordførere er det kun Alex Vanopslagh (LA) og Socialdemokratiet, der er uenige i det udsagn, lyder det i pressemeddelelsen.
Knap ni ud af ti selvstændige er også enige i at dagpengemulighederne for selvstændige reelt skal ligestilles med lønmodtagere, så fx en periode uden indtægt, men med salgsarbejde i egen virksomhed, også tæller med i optjeningen af dagpengeret.
Her er Socialdemokratiet og Alex Vanopslagh (LA), men også erhvervsordfører Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige, uenige.
Enighed om administrative byrder
Samtlige adspurgte partier er enige i at det offentlige - fx erhvervshuse, jobcentre, SKAT - skal hjælpe mere aktivt til, at selvstændige får mindsket administrative byrder såsom GDPR, momsafregning og regnskab.
Mere end otte ud af ti selvstændige er enige i at det skal gøres lettere og billigere for selvstændige at åbne en erhvervskonto i en bank ved at forenkle kravene til bl.a. bankernes hvidvask-tjek. Her er samtlige partier med undtagelse af Frie Grønne enige med de selvstændige.
Testen er sendt direkte ud til 30.000 selvstændige og er givet til én kandidat fra hvert af de største partier, og erhvervsordføreren har fået tilbuddet i første omgang. 10 har valgt at deltage med en kandidat, mens to har ladet partiet svare.
Én kandidat fra hvert parti har fået mulighed for at svare. SF og Socialdemokratiet svarede som parti.
Følgende kandidater har ifølge Billy svaret: Alex Vanopslagh, Liberal Alliance Jakob Engel-Schmidt, Moderaterne Katrine Robsøe, Radikale Venstre Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige Mona Juul, Konservative René Christensen, Dansk Folkeparti SF Socialdemokratiet Susanne Zimmer, Frie Grønne Torsten Gejl, Alternativet Torsten Schack Pedersen, Venstre Victoria Velasquez, Enhedslisten.
Artiklen er en del af temaet Politik.