23948sdkhjf

Dele ankommer snart til vindmøllepark i Østersøen

Rønne Havn har de seneste par måneder været ventestation for store vindmølledele, der skal udskibes til en havvindmøllepark i Østersøen.

Det er tårne til vindmølleparken Arcadis Ost 1, der skal oprettes ud for den nordtyske ø Rügen, og Rønne Havn fungerer som udskibningshavn for projektet.

- Typisk består sådan et projekt af mange dele, både de naceller, vingerne skal hænge fast i, selve vingerne og selve tårnet, fortæller kommunikationschef hos Rønne Havn Jesper Jürgensen til Bornholms Tidende og tilføjer:

- De er ankommet siden sommer, og de her tårne, som kommer i dele, er blevet bygget på selve havnen. Det vil de også gøre fremadrettet, siger han med henvisning til fremtidige lignende projekter.

Det er Vestas der skal stå for udskibningen, men ifølge Jesper Jürgensen er der ikke sat dato på, hvornår det sker, men forventningen er her i starten af november.

Næste havvindmølleprojekt, hvor Rønne Havn skal fungere som udskibningshavn, bliver Iberdrola-projektet Baltic Eagle med 50 Vestas-møller, der begynder i efteråret 2023.

Og noget tyder på, at borgere i Rønne skal vænne sig til udsigten af vindmøllekomponenter.

I marts i år udtalte daværende direktør for havnen Thomas Bendtsen til Bornholms Tidende, at havnen var ved at have udsolgt frem mod 2027.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125