Mændenes Hjem åbner efter renovering
Udsatte og hjemløse i København får nu mulighed for at få et pusterum i et kaotisk liv i Lille Istedgade, hvor Mændenes Hjem indvier resultaterne af de sidste to års renovering.
Det skriver Mændenes Hjem i en pressemeddelelse.
Totalrenoveringen af ejendommen på Istedgade – den første gennemgribende renovering, siden bygningen blev opført i 1961– blev for to år siden lagt i hænderne på entreprenørfirmaet Einar Kornerup. Opgaven blev udført i samarbejde med Albjerg & Buchardt Arkitekter samt Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører.
Mændenes Hjem er placeret midt i Danmarks største åbne stofscene, og brugerne tilhører den måske mest udsatte gruppe borgere af alle; hjemløse og mennesker med et massivt forbrug af narkotiske stoffer.
Mændenes Hjem
- Mændenes Hjem er en selvejende institution, der har arbejdet med socialt udsatte mennesker siden 1910.
- Fra ejendommen i Lille Istedgade og flere andre adresser på Vesterbro i København driver vi en række social- og sundhedsfaglige tilbud efter aftale med Københavns Kommune.
- Dagligt henvender 5-700 besøgende sig, og døren er altid åben for udsatte mennesker.
- Med det nye hus kan brugerne komme ind fra gaden uden henvisning og kan få både langsigtet og akut hjælp som mad, rent og varmt tøj og et trygt sted at sove.
Mændenes Hjem
Formålet med ombygningen var at skabe et værdigt, lyst, imødekommende og hjemligt døgnåbent tilbud til husets beboere og de 500-700 udsatte borgere, der dagligt bruger huset. For mange af disse besøgende er Mændenes Hjem det eneste pusterum i et kaotisk og meget udsat liv på gaden.
Formålet var desuden at skabe tidssvarende boliger samt robuste, fleksible og rummelige fællesarealer, hvor der er plads til både ro og aktivitet til husets beboere. Endelig var formålet at skabe en tryg og sikker arbejdsplads for vores medarbejdere, samt bidrage til at Mændenes Hjem opleves som en god og hensynsfuld nabo.
Den A.P. Møllerske Støttefond, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og OAK Foundation Denmark har tilsammen har bevilliget knap 100 mio. kr. til renoveringsprojektet, og Københavns Kommune har bidraget ved at prioritere genhusning på Solterrasserne.
Artiklen er en del af temaet Samfund.