Alternativ metode kan mindske behov for havneudvidelse i Aarhus
Aarhus Havn undersøger i øjeblikket et forslag fra foreningen Beskyt Aarhusbugten om at etablere automatiske containertårne på havnearealerne. Forslaget vil ifølge foreningen kunne reducere behovet for havneudvidelsen betydeligt. Det skriver Aarhus Stiftstidende.
Det er det tyske stålfirma Boxbay, der kan levere tårnene, der fungerer efter samme princip som en række automatiske parkeringsanlæg, hvor systemet automatisk sørger for placering og udhentning af emnerne.
Ifølge beregninger fra foreningen kan containertårnene reducere behovet på plads med en faktor 10. Foreningens forslag undersøges nu af Aarhus Havn, der dog gør opmærksom på, at det ikke umiddelbart er noget, havnen selv kan etablere.
- Men man skal huske på, at hver gang, man gør det, så blander man sig reelt i de enkelte operatørers daglige drift. Aarhus Havn har ikke noget med godshåndtering at gøre. Når vi har foreslået den udvidelse, vi har, er det jo efter meget grundigt forarbejde, så det er det mest effektive og økonomisk ansvarlige og ikke mindst det bedste for klimaet, siger direktør på Aarhus Havn, Thomas Haber Borch til avisen.
En endelig beslutning om udvidelesesplanerne for Aarhus Havn forventes at blive taget i februar måned næste år.
Artiklen er en del af temaet Politik.