Kommentator: Regeringsforhandlinger vil fortsætte med seks partier
11 partier, inklusive Socialdemokratiet med kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) i spidsen, er fortsat med i de igangværende regeringsforhandlinger.
Men politisk kommentator Hans Engell forventer, at Mette Frederiksen snart snævrer feltet ned til seks partier.
Det vil ske ganske hurtigt efter onsdagens forhandlinger. Her skal Enhedslisten forbi Statsministeriet. Temaet er klima, miljø, natur og grøn omstilling.
- Mit bud er, at regeringen vil tage en kort tænkepause til at gøre regnskabet op efter de første runder med alle partierne. Og så vil man nok koncentrere sig om en udvalgt gruppe af partier, siger Engell.
- Det vi sige, at der vil være seks partier, som vil deltage i de fortsatte forhandlinger. Så vil der være seks partier, som ikke længere vil deltage. Og de partier, der ikke er med mere, vi være yderpartier som Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige, siger Engell.
Danmarksdemokraterne forlod hurtigt forhandlingerne. Efter onsdagens forhandlinger regner Engell med, at kun Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, De Konservative og De Radikale vil være tilbage om forhandlingsbordet til mere intensive og reelle forhandlinger.
Enhedslisten, Alternativet, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti vil blive siet fra, vurderer Engell.
Socialdemokratiet er gået på valg om at danne en regering hen over den politiske midte med partier fra både rød og blå blok. Den ambition har Moderaterne og De Radikale også.
Venstre har før pure afvist tanken. Men efter Venstres landsmøde i weekenden står det klart, at partiet vil afsøge muligheden for at indgå i en regering hen over midten med Socialdemokratiet.
Netop Venstre er det afgørende parti, vurderer Engell.
- Hvis ikke Venstre og Socialdemokratiet når frem til en ordning, er det lidt svært at se, hvilken anden form for samarbejde, der så lægges op til, siger Engell.
Mette Frederiksen skal ifølge Engell sørge for at have Enhedslisten i baghånden, hvis det hele brænder sammen med en regering hen over midten, og en ren rød regering skal være vejen frem.
- Enhedslisten kan være ude, men de skal ikke være mere ude, end at de kan hales ind, hvis det viser sig at være nødvendigt, siger han.
Artiklen er en del af temaet Politik.