EU-udspil skal fremme genanvendelse af plastaffald
Når plastemballage ender som affald, er det ikke ensbetydende med, at det ikke længere er brugbart. Tværtimod.
EU-Kommissionen vil med et nyt udspil sætte nogle regler for, at ny plastemballage i højere grad skal produceres af genanvendt plast.
Det oplyser Dansk Affaldsforening på baggrund af et lækket udkast fra EU-Kommissionen.
- Det er en positiv udvikling, fordi for første gang tager EU fat om emballagerne og vil regulere dem, siger Niels Toftegaard, der er kommunikationschef i Dansk Affaldsforening.
Tidligere har fokus næsten udelukkende været på sorteringen af vores plastaffald.
- Men nu forholder EU-Kommissionen sig også til, hvordan det her plast produceres og designes, siger Toftegaard.
Netop det fokus på genanvendelighed af plastaffaldet er afgørende for, at der bliver skabt en cirkulær økonomi, mener han.
Det betyder, at der åbnes for muligheden for, at materialer og produkter i det økonomiske kredsløb kan gå fra at være affald til at indgå i en ny produktion.
For eksempel at gamle plastemballager bliver til nye.
- Vi kan indsamle nok så meget emballageaffald, som borgerne har sorteret. Men hvis ikke supermarkederne og emballageproducenterne har lyst til at bruge det i nye emballager, eller investere i den nødvendige teknologi til at lave gamle emballager om til nye, får vi aldrig cirkulær økonomi, siger Niels Toftegaard.
Dermed vil den cirkulære økonomi også medføre, at producenterne skal væk fra at købe 100 procent nyt plastik til deres produktion af emballager.
- I overført betydning kan man sige, at de ikke længere skal købe råolie, men de skal til at købe affald til deres produktion, siger Toftegaard.
Men hos Dansk Industri mener man, at virksomhederne får svært ved at efterleve reglerne i EUs nye udspil.
Blandt andet fordi der ikke er nok af den slags plastik, RPET, i Danmark eller Europa, som har kvalitet nok til at blive genanvendt.
Det kræver bedre sortering af plasten og investeringer i genanvendelsessektoren, oplyser Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i interesseorganisationen Dansk Industri (DI).
- Der er rigtig mange virksomheder, der er med på den grønne bølge, og som meget gerne vil bruge flere genanvendte materialer i deres produktion. Men det er vigtigt, at der er genanvendte materialer nok i den rette kvalitet, siger hun.
Dansk Industri påpeger desuden, at det ikke er første gang, at EU regulerer på emballagerne. Det nye forslag er blot en justering af tidligere mål.
Ifølge Dansk Affaldsforening vil EU-Kommissionen sandsynligvis præsentere forslaget med nye regler for plastemballager onsdag 30. november.
/ritzau/
Artiklen er en del af temaet Politik.