Stark Group i milliard-opkøb: Opruster med 600 britiske byggemarkeder
Byggemarkedskæmpen Stark Group træder ind på det britiske marked med sit til dato største opkøb.
Virksomheden har underskrevet en aftale om køb af Saint-Gobain Building Distribution Ltd., der ejer og driver flere end 600 forretninger og distributionscentre i Storbritannien, oplyser selskabet i en pressemeddelelse mandag.
Handlen omfatter nogle brands inden for salg og distribution af byggematerialer til professionelle håndværkere, herunder den nationale generalist Jewson, lokale brands som Gibbs & Dandy og JP Corry i Nordirland, samt specialistbrands’ene Jewson Civils Frazer, Minster, og International Timber.
Handlen af Saint-Gobain Building Distribution Ltd. er indgået til en enterprise value på GBP 740 mio. britiske pund, hvilket svarer til 6,4 mia. kr. - et historisk stort opkøb for Stark Groups.
Saint-Gobain Building Distribution Ltd forventes at genere en omsætning på 2,3 mia. britiske pund (20 mia. kr.) i 2022, hvilket bringer Stark Groups samlede proforma-omsætning op på omkring 67 mia. kr.
"Vi går et udfordrende overgangsår i møde"
Stark Group har gennem organisk vækst og opkøb fordoblet sin omsætning, siden købet af Saint-Gobains tilsvarende tyske distributionsvirksomhed i 2019. Også dengang næsten fordoblede virksomheden sin størrelse fra 17,1 mia. kr. til 30,5 mia. kr.
– Vi har en strategi, der med succes fokuserer på professionelle håndværkere og markedet for renovering og vedligeholdelse, som dette opkøb passer godt ind i. I 2019 købte vi Saint-Gobains tyske distributionsforretning, og der er mange ligheder i dette opkøb, udtaler Stark Groups Group CEO Søren P. Olesen i pressemeddelelsen.
– På trods af de nuværende vanskelige makroøkonomiske forhold, er de fundamentale markedsdrivere for renovering og vedligeholdelse attraktive. Vi går et udfordrende overgangsår i møde, men det er en god virksomhed, som vi kan få til at trives og vokse, fortsætter topchefen.
Og, tilføjer han, man vil investere i virksomheden, medarbejderne og distributionen.
– Vi køber en virksomhed, som vi mener, at vi kan fortsætte vores vækstrejse med, lyder det fra Søren P. Olesen.
Kort om Stark Group
Stark Group er B2B distributør af byggematerialer, services og rådgivning til byggebranchen i Nordeuropa med fokus på det professionelle kundesegment.
Gruppen havde i 2021/22 en årlig omsætning på cirka 6 mia. euro (cirka 44,6 mia. kr.), betjener en portefølje af cirka 275.000 kunder og samarbejder med godt 10.000 leverandører via 550 lokationer på tværs af seks lande.
Med hovedkontor i Danmark, har Stark Group i alt cirka 12.500 medarbejdere i Tyskland, Østrig, Danmark, Sverige, Finland og Norge.
Gruppen har mere end fordoblet sin størrelse inden for de seneste par år gennem både opkøb og organisk vækst og har i dag markedsledende positioner nationalt eller regionalt i alle sine markeder.
Kilde: Stark Group
Vækstdrivere i renovering og energieffektivitet
Imens markedet for nybyggeri er konjunkturfølsomt, er hovedparten af Stark Groups omsætning koncentreret på renovering og vedligeholdelse, der har mere resiliens. I Storbritannien er boligmassen af ældre dato. Hvert tredje hus er fra før 1945 og det gennemsnitlige hus er 65 år gammelt. Samtidig står halvdelen af alle britiske husholdninger over for betydelige energirenoveringer, da Storbritannien har som mål at opgradere så mange huse som muligt til Energy Performance Certificate (EPC) C-niveau senest i 2030.
Befolkningstallet i Storbritannien forventes at vokse med 1,1 mio. til 68,7 mio. fra 2022-27 og flere og flere bor alene, hvilket øger behovet for nybyggeri og renoveringer af den eksisterende boligmasse.
Købet af Saint-Gobain Building Distribution Ltd er Stark Groups 18. opkøb, siden CVC Capital Partners Fund VII overtog ejerskabet af virksomheden i maj 2021.
I regnskabsåret 2021/22 gennemførte Stark Group 12 akkvisitioner i særligt Sverige og Tyskland - det tyske marked udgjorde dermed halvdelen af trælastkæmpens omsætning, der var vokset med 21,2 pct. til 44,6 mia. kr.
Handlen i Storbritannien forventes afsluttet i foråret 2023.
Artiklen er en del af temaet Samfund.