Historiker: Femern Bælt gemmer på blodig fortid
Af Erik Holm
Verdens længste sænketunnel er på vej.
Byggeriet er i gang, de fleste klager er behandlet i retssystemet, og selv fiskene er på vej til at få fordele ud af tunnelprojektet, der skal forbinde Danmark, Tyskland og Sverige. Imens håber erhvervslivet på en ny region med 10 millioner mennesker i skøn forening. Med andre ord: forbrødringen er total omkring Femern Bælt.
Men sådan har det bestemt ikke altid været.
Området, hvor tunnelrenden netop nu udgraves, har med sin strategiske beliggenhed været genstand for nogle af de største og mest blodige søslag, hvor Danmark både har modtaget og uddelt øretøver til den evige arvefjende, Sverige.
Rester af kampene er fundet i forbindelse med miljøundersøgelserne i 2012 og senest forud for selve udgravningen af tunnelrenden i 2020, da hollandske eksperter fandt det velbevarede vrag af det dansk-norske orlogsskib Delmenhorst.
Hollænderne vender vi tilbage til, for de blander sig ikke kun byggeriet af Femern-forbindelsen.
Svenske erobringer
Men først et kig på hvorfor lige Femern Bælt er så vigtigt, og Jakob Seerup er manden med forklaringen.
Han er museumsinspektør på Bornholms Museum, forfatter til en bog om den danske flåde og en slags menneskelig encyklopædi over lokale søslag.
I hele området langs med det, der i dag er den tyske og polske kyst ved Østersøen, skete der fra 1500-tallet en svensk ekspansion. I Danmark kan vi godt lide at se os selv som en stor sømagt, fortæller han, men på den tid brugte svenskerne deres sømagt som et slags avanceret logistiksystem, hvor de sendte tropper ud til flere områder omkring Østersøen.
- Svenskerne erobrede det ene område efter det andet og endte med at sidde på store dele af den tyske kyst. Det betød, at når der var krig, ville danskerne gerne forsøge at ramme forsynings- og kommunikationslinjer fra Sverige over vandet til de svenske besiddelser. Derfor har der været nogle af de allerstørste slag i området omkring Femern i perioden omkring Den Store Nordiske Krig, fortæller Jakob Seerup.
Et af de mest berømte, Slaget ved Femern, fandt sted i oktober 1644. Det var her, hvor det dansk-norske orlogsskib Delmenhorst sank, og hvor hollænderne første gang igen kommer ind i billedet.
Om aftenen den 11. oktober ankom en svensk‐hollandsk flåde på 42 skibe til Femern Bælt. Den danske øverstbefalende, admiral Pros Mund, var fast besluttet på at kæmpe imod den overlegne fjende, selv om chancerne var ringe. Den danske eskadre bestod af 17 skibe og var tilmed dårligt forberedt.
- Det var et frygteligt slag for danskerne, der mistede mange søfolk og admiral Pros Mund i slaget. Danskerne mødte en bedre modstander, og det kostede dyrt for den danske flåde, forklarer Jakob Seerup.
Danskerne mistede stort set hele flåden herunder skibet Lindormen, der blev fundet i 2012. Her fandt arkæologer også det svensk-hollandske skib Swarte Arent, som var det eneste skib, som den lykkedes den danske flåde at sænke efter en bredside fra skibet Tre Løver.
Hævnens time
I 1715 gik danskerne og svenskerne igen i flæsket på hinanden i det største taktiske slag nogensinde i Østersøen. De to flåder sejlede parallelle i linjer, som man kender det fra film, og der var virkelig gang i den, fortæller Jakob Seerup.
- Der var virkelig krig på kniven, siger historikeren.
Denne gang var danskerne bedre forbedret.
Efter at have fået tæsk i 1644, fik danskerne genetableret flåden. Holmen blev bygget, man oprettede et søakademi og byggede nye skibe. Samtidig var russerne kommet på banen og tiltrak sig svenskernes opmærksomhed. Det virkede.
21 skibe på hver side gik krig med hinanden ved øen Rügen øst for Femern. Og selv om ingen skibe gik tabt, var konsekvenserne store med knap 300 døde og over 800 sårede søfolk efter bataljen.
Efter slaget trak svenskerne sig ind til kysten, hvor de slikkede sårene. Her fandt Tordenskjold resterne af den svenske flåde, hvorefter svenskerne selv forsøgte at sænke skibene. Tordenskjold truede imidlertid svenskerne til overgivelse, og danskerne kunne trække sig sejrrigt tilbage.
- Man endte med at slå en medalje, hvor der står: Sejr, sejr overalt. Ved Guds kraft vor fjende faldt. Det gjorde man meget sjældent dengang, men erindringen om 1644 lå ikke så langt tilbage, der var stadig noget, som skulle hævnes, siger Jakob Seerup.
Adgangen til Østersøen
Slagene afspejler datidens skiftede alliancer, fortæller Seerup. Og igen spillede hollænderne en rolle for udviklingen. Nogle gange var hollænderne med os, andre gange med svenskerne. Senere var det englænderne og russerne, som var involveret.
- For de europæiske magter handlede det om at balancere magten og adgangen til Østersøens ressourcer af pommersk træ samt trætjære fra Finland. Ingen ønskede, at hverken Danmark eller Sverige blev for stærke, derfor skiftede man side lidt efter behov, fortæller Jakob Seerup.
Netop Femern Bælt-området var vigtigt område, fordi svenskerne var sårbare her. I en tid uden radar, var det være svært at finde fjenden, men hvis man vidste, hvor fjenden sejlede hen, kunne man vente på ham der.
- Det giver god mening. Farvandet mellem landområderne er smallest ved Femern og samtidig relativt lavt. Derfor havde det stor strategisk interesse og blev baggrunden for de voldsomme slag, lyder det fra historikeren.
Begyndelsen til enden
Slagene ved Femern blev i sidste ende begyndelsen til enden for det dansk-norske rige og for den danske sømagt, fortæller Jakob Seerup.
- Flåden var det største værktøj i Kongens værktøjskasse, og den blev mere eller mindre pillet fra os i perioden efter. Danmark blev mere og mere mør, hvilket kulminerede med Roskildefreden og afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge samt, for en periode, Bornholm. Danmark mistede sine kræfter.
I dag har Danmark fået kræfterne igen. I hvert fald til at bygge og finansiere verdens længste sænketunnel hen over det omstridte farvand. Det er Jakob Seerup som historiker enormt glad for, fortæller han.
Store anlægsprojekter som Femern-forbindelsen giver anledning, økonomi og ressourcer til at lave marinearkæologi, som er dyrt, besværligt og til tider farligt.
- Vi er superglade, når det sker. Østersøen er fantastisk farvand til at bevare historiske skibsvrag på grund af fraværet af pæleorme, der æder tømmeret. Andre steder i verden ser man kun metal og ballaststen. Der er meget historisk information at hente, så det er superspændende, siger Jakob Seerup.