Juli blev rekordmåned for Storebæltsbroen
Ekstra mange feriegæster og store koncerter satte et tydeligt, firehjulet aftryk på Storebæltsbroen, hvor den to år gamle trafikrekord netop er blevet slået
1.368.886 køretøjer passerede Storebæltsbroen i juli måned, og dermed var der tale om den største rejsemåned hidtil på den faste forbindelse mellem Fyn og Sjælland siden åbningen for mere end 25 år siden.
Foruden den ekstra ferietrafik har sommerens koncertprogram også bidraget til rekorden.
- Vi kunne tydeligt se en stigning i trafikken, da Coldplay og efterfølgende Bruce Springsteen gav koncert i Parken i København, siger chef for betalingsanlæg i Sund & Bælt, Jens Kjær Nielsen, i en pressemeddelelse.
Måned og år | Antal biler |
Juli 2023 | 1.368.886 |
August 2021 | 1.359.563 |
Juli 2021 | 1.349.466 |
August 2022 | 1.341.957 |
Juli 2022 | 1.302.218 |
Sund & Bælt |
Ferietrafikken ventes at fortsætte de næste to uger, hvor mange danskere vender næsen hjem.
- Vi mangler stadig to store rejseweekender frem mod, at skolerne starter igen og de mange nye efterskolelever skal afleveres af deres forældre. Om det bliver til flere rekorder, tør jeg ikke spå om, men der bliver trængsel på vejene, og man kan med fordel vælge at køre uden for de travle timer midt på dagen, slutter Jens Kjær Nielsen.