23948sdkhjf

Bryggeri kaster sig ud i svær øvelse

Markedet for energidrikke er i vækst, men det er domineret af produkter til mænd og drenge.

Det mener Harboe i hvert fald.

Derfor har de lanceret en ny energidrik med navnet Nailed Energy, der med smage som "Berry blush" og "Peachy perfect" skal imødekomme, at næsten halvdelen af alle dem, der drikker energidrikke i Danmark er voksne kvinder.

Men det er en svær øvelse, de har gang i, siger Peter Kirring, lektor ved Cphbusiness, hvor han underviser i marketing.

- Koden til at markedsføre til piger og kvinder er blevet forsøgt knækket i mange år. Der er ikke et nemt svar på det – man kommer nemt til at stereotypisere, siger han.

Udfordringen er, at målgruppen nemt kan ende med at føle sig talt ned til. For grunden til hvorfor kvinder og mænd drikker energidrikke er ikke nødvendigvis de samme.

- Og derfor er de ikke interesserede i et produkt udviklet og markedsført specifikt til dem, forklarer Peter Kirring.

Kan godt lade sig gøre

Hos Harboe mener man netop, at de fleste energidrikke er markedsført til mænd. Det fortæller global marketing direktør hos Harboe Ninalouise Rasmussen.

- Langt de fleste energidrikke på markedet taler i meget maskuline toner med henvisning til fx ekstremsport eller store trucks. Med Nailed Energy sætter vi i stedet den feminine power i fokus.

Harboe udtaler, de med smagene har forsøgt at tale til det feminine udtryk.

- Med Nailed Energy har vi skabt nogle rå og feminine energidrikke, der både i smag og udtryk taler til det feminine i mennesker, som gerne vil bruge deres energi på at være den mest autentiske og bad ass version af sig selv, udtaler Ninalouise Rasmussen.

Og det er den rigtige vej at gå, hvis produktet ikke skal falde igennem som overfladisk, mener Peter Kirring.

- Så er det et differentieret produkt, og så kan indpakningen understøtte, at det er til en specifik målgruppe – og ikke for alle. Det er rimelig autentisk.

Det modsatte ville forbrugerne hurtigt gennemskue.

Nailed Energy er blevet lanceret i 365Discount, hvor de første bliver solgt eksklusivt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064