23948sdkhjf

Arkitekter blander byggeri og klimahåndtering

Fra lukket land til hele Bolbros bypark. Sådan kan man betegne den kommende forvandling og områdefornyelse af Pulsparken i Odense.

Vinder-tegnestuen Juul Frost Arkitekter vil stille skarpt på, at parken gennem nye kig og forbindelser kommer til at gøre opmærksom på sig selv.

- Derfor går den røde farve igen som et kendetegn for parken i både inventar, beplantning og i belægningen i form af en forhindringsbane, der er designet som en rød løber. Områdets store træer bevares, men opstammes, og det tætte krat åbnes - for at åbne hele området, siger Line Stybe Vestergaard, der er partner med ansvar for afdelingen Landskab og Urbanitet hos Juul Frost Arkitekter, i en pressemeddelelse.

Regnvandshåndtering et krav

Den nye 24.000 kvm stor park er en del af områdefornyelsen ’Dit Bolbro’ i Odense og skal både fungere som klimatilpasning og en aktivitetspark med mulighed for at få pulsen op. Faktisk er det en forudsætning for designet af Pulsparken er, at den skal være en del af regnvandshåndteringen i Bolbro.

Der er nemlig anlagt to nye skybrudsbassiner, som holder på områdets regnvand og hjælper med at forebygge oversvømmelser. Omkring disse bassiner anlægges en gangbro med opholdstrappe og et udsigtsdæk, der vender regnvandshåndteringen til et potentiale for ophold og afslapning ved vandet.

Overskudsjorden fra udgravningen af søerne får ny værdi som bakker i landskabet, "der bidrager til at skabe rumligheder i parken", som arkitekterne formulerer det.

Upolerede rammer

Juul Frost Arkitekter, Rambøll Odense og EnviDan har i samarbejde med Barfoed Group, Odense Kommune og VandCenter Syd, tegnet Bolbros nye regnvandspark, der skal supplere områdets øvrige grønne arealer og invitere til både afslapning og fysisk aktivitet i upolerede rammer.

Pulsparken er, med inddragelse af borgerne, tegnet i forlængelse af boligbebyggelsen Christians Park, der omfatter 10.500 kvm boliger fordelt på 138 lejligheder med grønne fællesarealer mellem husene.

Det er et nyt boligprojekt tegnet af Juul Frost Arkitekter for Barfoed Group, der sammen med den nye bypark, skal binde Bolbro bedre sammen.

Parken får en forhindringsbane og forskellige zoner til træning, motion og leg.

- Den store variation betyder, at parken giver mulighed for fysisk aktivitet af varierende intensitet og træning, beregnet til forskellige aldersgrupper, siger Line Stybe Vestergaard.

En pause eller pulsen op

- Stiforløbene byder også på ruter med forskellige perspektiver og oplevelser. Stierne får varierende underlag, der sikrer, at der bliver plads til både gående, løbende, cyklister og rulleskøjteløbere. Vores ambition er at grønne områder skal gøre en forskel, uanset om man trænger til en pause eller til at få pulsen i vejret, siger Line Stybe Vestergaard.

Åbenheden skal, i samspil med belysning - herunder intelligent lyssætning - desuden sikre, at alle kan føle sig trygge i parken døgnet rundt.

- En varieret beplantning, både på land og i vand, sørger for biodiversitet og sikrer nye naturoplevelser gennem alle årstider, tilføjer hun i pressemeddelelsen.

Pulsparken forventes at stå færdig ved udgangen af 2021.

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078