23948sdkhjf

C.F. Møller-hold vinder ”et uhyre komplekst projekt” til en halv milliard

C. F. Møller Architects, GPP Arkitekter, Nerd Architects og Afry skal sammen tegne Generationernes Hus i Nivå, der er et centralt element i Fredensborg Kommunens store investering i Fremtidens Bymidte i Nivå. 

Det oplyser arkitektfirmaet i en pressemeddelelse, hvor opgaven beskrives som ”et uhyre komplekst projekt, som kræver stor faglig ekspertise at gennemføre”. 

– Det er en vaskeægte drømmeopgave, hvor alle vores dygtige team-kompetencer kommer i spil. Her får vi mulighed for at bidrage med sammenhængende arkitektoniske løsninger på det by-strategiske, det læringsfunktionelle, det bæredygtige og det tryghedsskabende i det nye omrdåe, siger Lone Wiggers, arkitekt og partner hos C.F. Møller Architects, i pressemeddelelsen. 

Bedste forslag ud af tre

Ud af i alt 16 teams, der søgte om at blive prækvalificeret til opgaven, blev tre udvalgt til at afgive bud på løsningen.

De tre udvalgte hold: 

  • C.F. Møller Danmark, med GPP Arkitekter, Nerd Architects og Afry 
  • Rambøll Danmark, med JJW Arkitekter, Cobe samt Læringsekspert Malou Juelskjær og Lotte Hviid Dhyrbye, Tænketanken Fremtidens Biblioteker, som konsulenter 
  • Tegnestuen Vandkunsten, med Dominia Rådgivende ingeniører, Rum og Kragh & Berglund

Generationernes Hus har et budget på 470 mio. kr. og omfatter en ny skole med idrætshal og SFO, en svømmehal, et plejecenter og renovering og udvidelse af bibliotek og kulturhus. 

– Vi skal have en Nivå bymidte, der både ses som et stort aktiv for borgerne i Nivå, men som også tiltrækker folk udefra. På den baggrund har vi valgt C.F. Møller Architects, som har stor erfaring med tilsvarende komplekse byggeprojekter både i Danmark og Internationalt og som samtidig kan sikre en markant arkitektur, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen i pressemeddelelsen.

Bygningerne forventes at stå færdige i midten af 2025 og svømmehallen i 2026.

 

Om Generationernes Hus i Nivå

Som skolebyggeri er Generationernes Hus atypisk, da de øvrige offentlige funktioner for alle byens borgere integreres i byggeriet. Ved at samle centrale, offentlige funktioner i Generationernes Hus, bliver der skabt liv og møder mellem alle byens generationer fra morgen til aften. 

Skolens læringsområder består desuden af lige dele bygning og landskab med udendørs arealer.

For at sikre liv på alle sider af Generationernes Hus er bygningerne uden for- og bagside, og med indgange fra alle sider. Bygningerne ligger som en klynge med en åben struktur af torve, pladser og stier, der forbinder alle funktionerne, og åbner i retningen af både byen og natur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093