23948sdkhjf

Selvstyrende skibe skal rustes mod cybertrusler

DTU sætter I morgen under eventen Robotics and AI. From Research to Society fokus på kunstig intelligens i autonome systemer – bl.a. i skibsfarten

Fremover vil stadig flere autonome systemer indgå i vores hverdag. Deres sikkerhed skal øges, hvis data fra sensorer bliver hacket eller fejler.

 Vi har endnu til gode at se de selvkørende biler på vejene, men dele af teknikken er udbredt og anvendes i mange nye biler. Det gælder bl.a. vejbaneassistenten og den adaptive fartpilot, der hjælper føreren til en mere sikker kørsel. 

Det skriver DTU i en pressemeddelelse.

Netop sikkerhed er i højsædet i forbindelse med den øgede automatisering. Når vi i stadig større grad anvender data fra sensorer til at træffe beslutninger i trafikken, er det væsentligt, at vi kan stole på disse.

- Men det sker jo, at en sensor bliver ramt af fejl, eller at den er udsat for et cyber-angreb og dermed giver forkerte data. Derfor er det vigtigt at få udviklet en robusthed i de autonome systemer, så vi altid kan stole på dem, siger lektor Roberto Galeazzi, der er leder af DTU’s Center for Collaborative Autonomous Systems.

Beslutningsstøtte til besætningen

Aktuelt arbejder Roberto Galeazzi og hans kollegaer med et projekt til store fragtskibe. På skibene findes allerede navigationsudstyr baseret på sensorer, som besætningen bruger til at navigere med. Men dette udstyr - gps, radar, kompas og det maritime radiosystem Automatic Identification System - fungerer som individuelle systemer, der ikke taler sammen eller understøtter hinanden. 

Roberto Galeazzi har som noget nyt forbundet disse systemer til et sammenhængende autonomt overvågningssystem og ved hjælp af kunstig intelligens og algoritmer gjort det muligt at identificere, hvis data fra et af navigationsinstrumenterne, fx gps’en, ikke er korrekte. 

Og ikke nok med, at det autonome system kan identificere forkerte data, det kan også erstatte dem, så eksempelvis radar og kompas i stedet kan bidrage med oplysninger om skibets position og fart, som ellers typisk indhentes fra gps’en.

 - Systemet kan på den måde hjælpe besætningen til en mere sikker sejlads. På sigt kan man også forestille sig, at man med et sådant system i perioder vil kunne give besætningen mulighed for at fokusere på andre opgaver end navigationen, siger Roberto Galeazzi.

Ved eventen ‘Robotics and AI. From Research to Society’, der afholdes på DTU i morgen 15. september vil Roberto Galeazzi fortælle mere om dette arbejde og nogle af de udfordringer, der er ved at anvende kunstig intelligens i autonome systemer.

Læs mere om eventen her

Læs mere om: DTU
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078