Reduktion på 32 procent: Coops klimasatsning betaler sig
I lyset af det store fokus på klimaforandringer i hele verden og her til lands satte Coop sig et mål om at nedbringe sin CO2-udledning med 75 procent frem mod 2025.
Den udledning er de kommet tættere på, idet de siden 2018 har formået at nedbringe CO2-udledningen med 32 procent.
Et led i den store plan for at gøre op med drivhusgasaudledningen har været at ansætte Jonas Engberg i rollen som klimachef, men allerede inden han trådte til, har der været sat en række initiativer i gang.
Blandt andet er der blevet investeret i solpaneler, varmepumper og LED-lys i butikkerne, man har flyttet transport af gods fra lastbiler til tog, taget flere eldrevne lastbiler i brug og påbegyndt plantningen af ti folkeskove landet over.
Senest har Coop sammen med OK begyndt at opsætte 500 elbil-ladestandere landet over, der blandt andet skal være med til at få den almindelige forbruger til at vælge el frem for benzin eller diesel.
Planen er som sagt, at der i 2025 skal være en 75 procent reduktion af CO2 i forhold til 2018, mens man i 2030 vil være klimapositiv.
Derfor er de foreløbige tal positive, hvis man spørger topchef Kræn Østergaard Nielsen.
- Det er et systematisk og vedholdende arbejde på rigtig mange forskellige områder, der har ført os frem til resultatet. Og det kræver fortsat opmærksomhed på alle niveauer i organisationen, hvis det skal lykkes, siger han.
Artiklen er en del af temaet Samfund.