23948sdkhjf

London calling: Dansk tegnestue vinder byrum i milliardprojekt

Når ’Londons vigtigste byudviklingsprojekt’ skal bygges i løbet af de næste 30 år, bliver det med danskdesignede byrum, gader og parker. Det står klart, efter de danske naturdesignere og landskabsarkitekter SLA er udpeget som Public Realm & Landscape Masterplanner for det 25 ha store Euston Station & Neighborhood-projekt i det centrale London.

Det skriver SLA i en pressemeddelelse.

Masterplanen for Euston-bydelen, der ligger mellem Regent's Park, Camden Town og British Museum, omfatter designet af en af verdens travleste højhastighedstogstationer, overdækning og omdannelse af baneterræn, og transformation og redesign af det eksisterende byområde til et nyt, levende bykvarter. Masterplanen forventes at skabe 3.000 nye boliger, 35.000 nye arbejdspladser, op til 1 million kvm nyt udviklingsareal, tiltrække 75 millioner årlige besøgende, og skabe 85,000 kvm nye grønne parker, byrum og gågader.

SLA er udvalgt til opgaven af den internationale developer Lendlease igennem en inviteret udbudskonkurrence, der involverede seks internationale og britiske landskabsarkitektvirksomheder. 

– For os repræsenterer Euston en unik mulighed for at transformere en isoleret, ret forurenet del af London til et naturfyldt, bæredygtigt og socialt inkluderende bykvarter ved at bruge de eksisterende fysiske og sociale kvaliteter som drivere, siger Rasmus Astrup, designdirektør og partner i SLA, i pressemeddelelsen.

Tusindvis af kvadratmeter nye byrum til at blomstre på jernbanespor

Udviklingen af Euston bliver kaldt ’Londons vigtigste byudviklingsprojekt de kommende 30 år.’ Den nydesignede Euston-togstation er hjørnestenen i Englands massive højhastighedstogssatsning, og ved at overdække den eksisterende banegrav frigives et stort areal til ny beboelse og byudvikling. 

At det lige blev de danske landskabsarkitekter, der løb med den prestigefyldte opgave, skyldes ifølge Rasmus Astrup SLA’s interdisciplinære og værdibaserede tilgang til opgaven, og at tegnestuen har leveret dokumenteret værdi i lignende byudviklingsprojekter før – både økonomisk, socialt og biologisk. 

– Vi skal bogstavelig talt få tusindvis af kvadratmeter af nye grønne byrum til at blomstre ovenpå jernbanespor, togstationer og infrastrukturanlæg – lige midt i London, siger Rasmus Astrup og peger på, at firmaet skal bruge sin interdisciplinære designtilgang.

– Vores landskabsarkitekter, antropologer, biologer, mikroklimaeksperter og tryghedskonsulenter vil tilsammen gøre Euston til et eksempel på hvordan udvikling af et eksisterende byområde rent faktisk kan blive en positiv begivenhed for alle involverede – både med hensyn til bæredygtighed, biodiversitet, , klimatilpasning, place making, sundhed, socialt, kulturelt og ikke mindst økonomisk for både almindelige beboere, lokale erhvervsdrivende og offentlige og private developere, lyder det i pressemeddelelsen fra SLA's designdirektør. 

SLA afleverer første del af Euston Public Realm & Landscape Masterplanen i juli 2023. Højhastighedstogstation og den første fase af masterplanen forventes realiseret i 2032, mens den fulde udbygning af området forventes færdiggjort i 2050.

Læs mere om: SLA
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079