23948sdkhjf

Trio giver hinanden håndslag på Danmarks største skybrudstunnel

Vand kender som bekendt ikke til kommunegrænser, og alt for mange af os kender til store vandmængder på veje og i kældre efter skybrud og kraftig regn. Derfor er et tæt samarbejde mellem flere vandforsyningsselskaber vigtigt for at løse problemer med oversvømmelser. Og Svanemøllen Skybrudstunnel, som skal være færdig til 2030, er en af løsningerne.

Et sådan samarbejde har tre forsyningsselskaber, Hofor for København, Novafos for Gentofte og Gladsaxe kommuner og Frederiksberg Forsyning netop skrevet under på. Meget symbolsk på det sted, hvor vandet fra de tre forsyninger fletter sammen og bliver pumpet videre ud på en bred vand-motorvej til renseanlægget Lynetten. 

– Det er en kæmpestor og vigtig opgave at skybrudssikre så stort et område, og med Svanemøllen Skybrudstunnel kan vi beskytte borgere og erhvervsdrivende mod ødelæggelser af huse og bygninger og lette livet for trafikanter ind og ud af København, fortæller forsyningsdirektør i Hofor, Ole Fritz Adeler, i en pressemeddelelse om aftalen.

Danmarks største skybrudstunnel

Svanemøllen Skybrudstunnel skal ligge 10-30 meter under jorden og vil som en to-grenet tunnel løbe fra kanten af Frederiksberg og fra Gladsaxe og Gentofte via København ud til spidsen af Nordhavnen med forbindelse til renseanlægget Lynetten - i alt 10 kilometer tunnelrør som bliver til Danmarks største skybrudstunnel.

Værd at vide:

  • Svanemøllen Skybrudstunnel er et samarbejde på tværs af kommuner i den nordlige del af hovedstadsområdet for at løse problemer med oversvømmelser. Forsyningsselskaberne Hofor, Novafos og Frederiksberg Forsyning arbejder sammen om at anlægge tunnelen.
  • Arbejdet med at bore og anlægge Svanemøllen Skybrudstunnel starter tidligst i 2024, og hele projektet skal være færdigt til 2030.
  • Sammenlagt 10 kilometer tunnelrør skal fungere som en ny hovedvandvej under jorden, så områderne kan komme af med regnvand og dermed undgå skader og gener i forbindelse med skybrud og kraftig regn.
  • Tunnelrørenes bredde bliver fra 1,5 meter og op til knapt 5 meter i diameter.
  • Det store tunnelanlæg kan rumme godt 100.000 kbm vand - det svarer til Rundetårn 15 gange - og vil dermed også fungere som et stort bassin til at samle overløb op, som ellers vil havne i søer, kanaler og Øresund.
  • Hvert år vil der blive pumpet cirka 500.000 kbm vand til renseanlæg fremfor at løbe ud i søer, kanaler og hav.
  • Tunnelen anlægges med en gren fra Lygten over Ryparken til Svanemøllen Kaserne og en anden tunnelgren fra Nordkanalen via Dyssegårdsparken og Søholmlund til Svanemøllen Kaserne og derfra videre ud til en pumpestation på spidsen af Nordhavnen.

Samarbejdet om tunnelen vil afhjælpe problemet med gentagne oversvømmelser i flere områder blandt andet ved Lersø Parkallé, Lyngbyvejen, Lygten og Gentofterenden. Desuden vil tunnelen opsamle regnvand og derved nedbringe mængden af kloakoverløb. Det vil betyde, at vandkvaliteten i Utterslev Mose og Emdrup Sø samt dele af Øresund tæt på København bliver væsentligt forbedret.

Skal have entreprenørerne med ombord

De seneste år har forsyningsselskaberne gennemført forundersøgelser og boringer for at planlægge den bedste vej, som vandet skal løbe. Med den underskrevne aftale kan planlægningen af projektet og arbejdet med at gøre klar til at bygge de enkelte dele af tunnelen gå i gang, fortæller Carsten Nystrup, adm. direktør fra Novafos:

– Vi glæder os over, at vi nu nærmer os fasen, hvor vi skal ud i virkeligheden og i gang med at udføre projektet. Indtil nu har vi regnet og tegnet ved skrivebordet, men snart skal vi have entreprenørerne med ombord, og så begynder tunnelen for alvor at tage form.

Undersøgelser forud for byggeriet er stadig i gang, og en vigtig del i store anlægsprojekter, miljøkonsekvensrapporten, er ved at blive sammenfattet. Når den er færdig og kommer i høring, får borgere i de berørte områder mulighed for at kommentere den.

Arbejdet med at bore og anlægge Svanemøllen Skybrudstunnel starter tidligst i 2024, og hele projektet skal være færdigt til 2030.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.36