Råd vil have klimavenlig kost på menuen i offentlige køkkener
Glæden ved kød er stor i Danmark. Men forbruget udfordrer den danske ambition om at være et foregangsland. Det skriver Klimarådet i en ny analyse.
Her peger det uafhængige ekspertorgan, som rådgiver regeringen på klimaområdet, på en række tiltag, der kan fremme klimavenlig kost.
Et af dem er, at stat, regioner og kommuner bør sætte mål om og en standard for at servere klimavenlig kost i offentlige køkkener.
Her kan mange måltider nemlig rykkes på én gang, fortæller Bente Halkier, professor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet og medlem af Klimarådet.
- Vi anbefaler, ligesom også analysen viser, at man bruger det som et redskab til, at flere stifter bekendtskab med klimavenlig mad.
Det offentlige serverer omkring 650.000 måltider hver dag, lyder det i analysen.
Bente Halkier forklarer, at madvaner er meget svære at ændre. For det handler i høj grad om, hvad man plejer. At ændre dét kræver to ting.
- Det skal være nemmere, og det skal være mere normalt at gøre noget andet, end man plejer. Der er en vanedel, der handler om, hvilken slags mad man er vant til at lave.
- Så handler det også om identitet, og det skal man ikke underkende. Folk kan godt opfatte sig som klimavenlige, men uden at ville spise vegetarretter. Det skal gerne normaliseres.
Sidste efterår måtte regeringen opgive et forslag om to ugentlige vegetardage i statslige kantiner.
I stedet blev det frivilligt for den enkelte statslige arbejdsplads.
Klimarådets anbefaling adskiller sig, fordi den giver større fleksibilitet til det enkelte køkken, forklarer Bente Halkier.
- Køkkener og kantiner kan selv tilrettelægge det, så det ikke nødvendigvis behøver bone ud i to kødfrie dage om ugen.
- Der skal være en valgfrihed, så længe man efterlever kostrådene, og det kan gøres på mange måder. Man kan skære ned på kødet, men man kan også skifte til noget andet kød eller spise mindre af det over flere dage.
Derudover er nogle køkkener allerede vant til at arbejde med kostrådene, siger hun. Og så har mange i forvejen omlagt en stor del til økologi.
- Det betyder typisk, at fordi de skulle gøre det inden for den samme budgetramme, har det medført en nedsættelse i kødforbruget, fordi økologisk kød er dyrere.
Klimarådet anbefaler desuden at udvikle et statskontrolleret køkkenklimamærke. Dermed kan de køkkener, som følger kostrådene, få stempel på, at de gør det rigtigt.
Der skal være guide til, hvornår man kan siges at følge kostrådene, ligesom der bør være en officiel kontrol heraf.
Kilde: /ritzau/
Artiklen er en del af temaet Politik.