23948sdkhjf

Coronapassets gyldighed forkortes og kulturlivet genåbnes

Folketingets Epidemiudvalg har godkendt alle regeringens indstillinger til coronarestriktioner. Det oplyser udvalgets formand Kirsten Normann Andersen (SF).

Det betyder, at en række restriktioner for kulturlivet løftes fra og med søndag.

Derfor får blandt andet biografer, teatre og højskoler mulighed for at genåbne med et loft på antal af publikum.

Samtidig er det besluttet, at deltagerloftet bliver på 500 siddende publikummer ved indendørs aktiviteter, og ikke 350 som Epidemikommissionen havde anbefalet.

- Der er stadigvæk mange, der gerne havde set, at vi gik endnu videre. Det vil vi også gerne. Men der er også grænser, når vi skal se på helheden, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på et coronapressemøde onsdag aften.

Omvendt fortsætter en række restriktioner i nattelivet.

Epidemikommissionen har indstillet, at de restriktioner som fortsætter, foreløbigt skal gælde januar ud.

Det betyder, at blandt andet diskoteker og natklubber fortsat er lukkede.

Der må ikke være flertal imod en beslutning i Epidemiudvalget.

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vurderer Epidemikommissionen, at der formentligt er behov for restriktioner efter 31. januar også.

Coronapas gyldighed forkortes

Mere end en halv million danskere står til at miste deres coronapas, hvis gyldighed nu forkortes fra syv til fem måneder.

Bliver du revaccineret lægger Sundhedsministeriet op til, at coronapasset skal være gyldigt igen, umiddelbart efter at man er vaccineret.

I mandags udsendte Sundhedsministeriet en pressemeddelelse, hvor der stod, at der ikke var taget stilling til udløb af coronapas efter tredje stik endnu. Dermed har coronapas efter tredje stik ikke en udløbsdato på nuværende tidspunkt.

Sundhedsmyndighederne vil desuden tilbyde fjerde vaccinestik til særligt sårbare grupper, fortæller sundhedsministeren.

På et tidspunkt, hvor næsten 55 procent af danskerne indtil videre har modtaget det tredje vaccinestik, er udrulningen af det næste boosterstik altså allerede på trapperne.

Indtil videre har kun en meget lille gruppe danskere, herunder en række gigtpatienter, fået tilbudt fjerde stik i forsøget på at styrke deres svækkede immunforsvar over for coronasmitten.

Kilde: /ritzau/

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109