23948sdkhjf

SLA og Niras skal gøre nordsjællandsk bymidte grøn

I september vandt C. F. Møller Architects opgaven med at tegne Generationernes Hus i Nivå. Nu er det afgjort, at landskabsarkitekterne SLA sammen med Niras skal designe de fælles byrum, grønne områder og veje i hele Nivå Bymidte.

Det skriver Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse. 

For at sikre en tryg og levende bymidte med mangfoldige bylivsmuligheder og stærke forbindelser, vil SLA og Niras udvikle alle byrum ud fra visionen i den strategiske helhedsplan for bymidten.

Helhedsplanen blev vedtaget af byrådet i 2020 og udviklet i samarbejde med de øvrige aktører i bymidten: KFI Erhvervsdrivende Fond, Fredensborg Forsyning og DSB Ejendomme. Alle aktører står bag valget af SLA som totalrådgiver for den fælles infrastruktur, for dermed at sikre helheden og et samlet udtryk på tværs af matrikelskel og etaper i byudviklingen.

Fuldt realiseret i 2026

SLA’s ambition er, at bymiljøet i Nivå skal være grønt med en mangfoldig bynatur med mange forskellige slags træer og buske. Bymidtens uderum skal med idemændenes ord hylde alt liv. Bylivet skal være trygt med blandt andet tryghedsskabende og lokalt tilpasset belysning som både giver nye muligheder for byliv og en særlig stemning i vinterhalvåret.

– Vores vision er at gøre den nedslidte bymidte til et trygt og levende sted med stærkt socialt fællesskab og et attraktivt miljø omkring de kommende erhvervsdrivende. Vi vil blandt andet løse dette med en oplevelsesrig, ny bynatur inspireret af lergravssøerne, de frodige ådale og den dynamiske kystlinje, der omgiver Nivå. Med en ny nivåsk bynatur kan vi samtidig fremtidssikre bymidten med en naturbaseret klimatilpasning og styrke den lokale biodiversitet, siger Mette Skjold, partner og adm. direktør i SLA, i pressemeddelelsen. 

De næste år skal SLA og Niras hjælpe med at udvikle konkrete anlægsprojekter for en ny forplads til stationen og et nyt urbant bystrøg, som binder stationen, de nye butiksområder og Generationernes Hus sammen. Derudover omfatter projektet bymidtens nye gader og de grønne kiler, som strækker sig mod resten af Nivå by og de lokale naturområder.

Projektet forventes at være fuldt realiseret i 2026.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109