23948sdkhjf

Ny undervandsrobot til høst af begroninger offshore testes på land

Fra tank til handling: Partnerne i innovationsprojektet ACOMAR tester i disse uger en ny undervandsrobot hos virksomheden Sub C Partner. Robotten skal bruges til at fjerne marine begroninger offshore og vil spare industrien for millioner af kroner

I en ståltank på havnen i Esbjerg svømmer der i disse dage en robot rundt. Den er kernen i innovationsprojektet ACOMAR, hvor flere partnere samarbejder om at fjerne marine begroninger fra offshore strukturer på en mere bæredygtig og besparende måde.

Det skriver Energy Cluster Denmark i en pressemeddelelse.

- Marine begroninger gror på alt, vi sætter ud i vandet. Det gør, at overfladerne på offshore strukturer, fx et vindmøllefundament, bliver større, og dermed øges belastningen. Derfor skal det renses af, så strukturerne kan holde længere, siger Jesper Liniger, assistant professor ved Aalborg Universitet.

Han er sammen med en række partnere ved at teste robotten på land, før at den skal til videre test i et rigtigt offshore-miljø.

Om projektet

Partnerne i dette projekt vil udvikle og demonstrere en undervandsrobot, ACOMAR - Auto COm-pact MArine growth Remover, som skal øge automatisering i forbindelse med fjernelse af marine-begroning på offshore strukturer.

Målet er, at løsningen skal sikre en kosteffektiv og CO2-reduce-rende proces i forhold til nutidens manuelle løsninger. Projektet er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) med 15 mio. kr.

- Robotten virker lidt som den robotplæneklipper, vi kender hjemme fra baghaven. Den skal selv kunne kastes ud i vandet, og skal selv kunne navigere hen til strukturen, hvor den automatisk skal rense den marine begroning af med højtryksrens, siger Jesper Liniger.

Stort markedspotentiale

Hos Sub C Partner har man store forventninger til robotten, der kan erstatte de manuelle afrensninger, der hidtil er benyttet offshore.

- Markedet er stort, da der globalt set produceres offshore energi over hele kloden. Hidtil har vi stort set udelukkende arbejdet i vores egen ”baghave” i Nordsøen. Vi modtager nu uopfordrede forespørgsler fra både Asien, Afrika, Brasilien og Den Mexicanske Golf, via både operatører og ejere af installationerne. Dette vidner om, at det reelt er et meget stort problem, siger Eva Thrane Jensen, projektingeniør ved Sub C Partner.

Projektet involverer udover Sub C Partner og Aalborg Universitet også Siemens Gamesa, Total Energies, Mati2ilt og Sihm Højtryk. Energy Cluster Denmark faciliterer projektet.

- Man regner med, at offshore-industrien bruger et trecifret millionbeløb på at fjerne marine begroninger i dag. Det er den omkostning, som ACOMAR-projektet kan være med til at reducere betragteligt. Projektet er et rigtig godt eksempel på, at samarbejde om innovation gør en stor forskel, siger Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark.

I forlængelse af testfasen på land forventer partnerne i ACOMAR at teste robotten i et autentisk miljø offshore i august 2022.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093