23948sdkhjf

Partier forlader aftale om udflytning af uddannelser

En politisk aftale om udflytning af videregående uddannelser er blevet to partier fattigere. For tirsdag har regeringens støtteparti Enhedslisten samt Alternativet forladt aftalen.

Det oplyser partierne til Uniavisen, der er en avis målrettet studerende og ansatte ved Københavns Universitet.

- Vi gik ind i aftalen, fordi vi har en ambition om at skabe stærke uddannelser i hele landet, men vi tror ikke længere, at den her aftale gør det, siger Victoria Velásquez, der er Enhedslistens uddannelses- og forskningsordfører, til avisen.

- Når finansieringen mangler, ryger hele fundamentet, og vi vil ikke være med til at lave discountuddannelser og lukke en masse uddannelsespladser.

Beslutningen om at forlade aftalen er ifølge Uniavisen blevet truffet, efter at uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) tirsdag var i samråd.

Aftalen blev indgået i sommeren 2021 af et bredt flertal i Folketinget. Med i den var regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, De Konservative, Nye Borgerlige, Alternativet og Kristendemokraterne.

I aftalen er der et ønske om et højere optag på uddannelser uden for storbyerne og lavere optag i de største byer.

Det skal løses dels ved en fysisk flytning af nogle uddannelser, dels en lukning af andre. Det skal ske frem mod 2030.

Ambitionen er, at hver tiende studieplads enten skal flyttes eller nedlægges. Det har flere uddannelsesinstitutioner dog siden afvist, at de kan.

Sagen har ført til kritik fra blandt andet Enhedslisten, som har efterspurgt, at der bliver tilført flere penge til aftalen.

Men da de ikke har kunnet få en garanti for, at der ville følge penge med, har de valgt at trække sig, lyder det fra partierne.

I en skriftlig kommentar til Uniavisen siger uddannelses- og forskningsministeren, at han er "noget forundret" over Enhedslisten og Alternativet, når "de siger, at de stadig er enige i aftalens formål".

Trods Enhedslistens og Alternativets exit, er der stadig et flertal af partier fra rød og blå blok, som står bag aftalen.

Men regeringens støtteparti De Radikale, som ikke er med i aftalen og længe har talt imod den, håber, at det ændrer sig.

- Det er stadig muligt at redde de unges uddannelser. Nu skal vi blot også have de øvrige partier - ikke mindst SF - til at forstå hvilken fejl de begik, siger uddannelsesordfører Katrine Robsøe (R) med henvisning til det tredje af regeringens støttepartier.

Ifølge Uniavisen mødes aftalepartierne igen torsdag 10. februar for at behandle de planer for at leve op til aftalens krav, som uddannelsesinstitutionerne har fremlagt.

- Vi arbejder videre med at gennemføre den aftale, vi har indgået, og som Enhedslisten også stod bag, siger Jesper Petersen i en skriftlig kommentar.

- Der er heldigvis fortsat et meget bredt og stort flertal i Folketinget bag at skabe en bedre uddannelsesbalance og sikre bedre uddannelsesmuligheder over hele landet, siger ministeren.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08