23948sdkhjf

Dansk-spansk konkurrence om levering til københavnsk havnetunnel

Vejdirektoratet har efter en prækvalifikation udvalgt fem firmaer, der kan give tilbud på styresystemet – et SCADA-anlæg - til den kommende Nordhavnstunnel i København, som skal forbinde bydelene Østerbro og Nordhavn.

To danske og tre spanske firmaer er inviteret til at udarbejde konkrete tilbud på opgaven, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse fredag formiddag. 

I alt otte danske og udenlandske virksomheder søgte i februar 2022 om at blive prækvalificeret til at levere styresystemet til Nordhavnstunnelen.

– Vi har adskilt opgaven med styresystemet til tunnelen fra selve tunnelbyggeriet, fordi vi søger en leverandør, der er ekspert i lige præcis styresystemer til tunneler. Kort sagt ønsker Vejdirektoratet at få fat i en virksomhed, der har styr på, hvordan man griber sådan en opgave an, siger afdelingsleder for større anlæg Ida Rasmussen, Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.

De prækvalificerede virksomheder er:

  1. Comsa Instalaciones y Sistemas Inudistriales, SAU, Spanien.
  2. DI-Teknik A/S, Danmark.
  3. Indra Sistemas, S.A.d, Spanien.
  4. Sociedad Ibérica de Construcciones Electricas, S.A med støtte fra Sice Inc., Sice NZ LTD og Sice Pty Ltd, Spanien.
  5. ÅF-Industry AB med støtte fra Afry Denmark, Danmark.

Efter planen går opgaven i gang i august 2022 og forventes afsluttet i 2027 samtidig med tunnelbyggeriet. Entreprisen på levering af styresystemet har en værdi på omkring 60 mio. kr.

Efter modtagelse af ansøgningerne til prækvalifikation har Vejdirektoratet med ekstern bistand helt ekstraordinært gennemført en bred undersøgelse af de udvalgte aktører i forhold til eventuelle udelukkelsesgrunde i udbudsloven. 

SCADA-anlægget, Supervisory Control And Data Acquisition, er et styresystem, der sørger for et samlet overblik over hændelser, meddelelser om tekniske fejl, der skal rettes, og mulighed for at igangsætte sikkerhedsanlæg efter behov. 

Sammenkobling med eksisterende styresystem

Nordhavnstunnelen bliver en forlængelse af den eksisterende Nordhavnsvejtunnel, som allerede har et velfungerende SCADA-anlæg. Det system blev taget i brug i 2017 og er siden løbende blevet optimeret af Københavns Kommunes drift- og vedligeholdelsesorganisation.

Københavns Kommune har i forbindelse med det nye projekt ønsket, at det eksisterende SCADA-anlæg i videst muligt omfang bliver udvidet efter samme koncept, så det fremstår som et og samme SCADA-anlæg - blot for en cirka tre gange så lang tunnel. 

– Det er vigtigt, at vi lærer af de erfaringer, som Københavns Kommune har gjort sig på Nordhavnsvejtunnelen, så vi får et system, der fungerer optimalt fra begyndelsen. Opgaven er i forvejen teknisk udfordrende, og det giver kun projektet en ekstra dimension, da der også skal ske en sammenkobling med det eksisterende system i Nordhavnsvejtunnelen, udtaler Ida Rasmussen.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078