23948sdkhjf

Cowi vinder rådgivning på motorvejsstrækninger til 800 mio. kr.

Vejdirektoratet har underskrevet kontrakt med Cowi Danmark som totalrådgiver på to motorvejsprojekter ved henholdsvis Kolding og Randers. Samlet har de to projekter en anlægssum lige under 800 mio. kr., oplyser rådgivervirksomheden i en pressemeddelelse.

Ifølge Michael Grøne Andersson, Business Development Director i Cowi Transport Infrastructure, bød tre rådgivere ind på projekt om udbygning af Sønderjyske Motorvej ved Kolding, mens der var seks bydende rådgivere på det andet motorvejsprojekt ved Randers.

På sidstnævnte projekt ved Randers lyder den samlede anlægssum på 230 mio. kr., et beløb som skal dække ombygning af tre til- og frakørselsanlæg samt nybygning og udvidelse af broer samt etablering af støjskærme. Arbejdet ventes færdiggjort i 2025.

På motorvejen ved Kolding går projektet ud på at udvide den eksisterende motorvej på en seks kilometer lang strækning med et ekstra spor i hver retning. Projektet indebærer blandt andet også udvidelse af syv broer og etablering af nye støjskærme. Anlægssummen er samlet på 567 mio. kr. og forventes færdiggjort i 2028.

Det er relativt nyt land for både Cowi, Vejdirektoratet og entreprenørerne, og en udviklingsproces, der skal løftes i fællesskab. Michael Grøne Andersson, Business Development Director i COWI Transport Infrastructure

Cowi skal varetage myndigheds- og projekteringsfaserne frem til et udbud. Indledningsvis skal firmaet dog opdatere den eksisterende miljøkonsekvensvurdering fra 2011, så den opfylder gældende love og regler i forhold til blandt andet støj og rødlistede dyrearter med videre og er i overensstemmelse med de nuværende trafikforhold. Når den er klar, forventes Folketinget i 2023 formelt vedtage en anlægslov for projektet.

– En ting er at projektet adresserer bæredygtighedsaspekter, der knytter sig til øget trafiksikkerhed og reduceret støj, men det er helt nyt, at Vejdirektoratet i udbudsmaterialet har løftet bæredygtighed op som en tværgående disciplin forankret i projektledelsen, siger Michael Grøne Andersson.

– Det er relativt nyt land

Cowi-chefen henviser dermed til, at Vejdirektoratet har indført en række bæredygtighedskrav til anlæg, vedligehold og drift af veje, et træk der hænger sammen med en målsætning om at bidrage til det nationale mål om 70 pct. CO2-reduktion i 2030.

Blandt de nye tiltag er krav om maksimaludledninger fra udvalgte materialer som for eksempel beton og stål. Det indebærer krav til beregning af klima- og miljøpåvirkning fra de anvendte materialer, og at der benyttes de nyeste EPD-standarder (miljøvaredeklarationer) for specifikke produkter, som indeholder blandt andet stål, beton, plast og asfalt.

Michael Grøne Andersson ser gode muligheder for, at de to motorvejsprojekter i Kolding og Randers kan blive en løftestang for Cowis strategiske fokus på bæredygtighed og grøn omstilling i virksomhedens håndtering af morgendagens motorvejs- og broprojekter.

– Det er relativt nyt land for både Cowi, Vejdirektoratet og entreprenørerne, og en udviklingsproces, der skal løftes i fællesskab. Men går det, som jeg håber, kan vi i Cowi fremover koble alle miljøforhold, herunder arbejdsmiljø og bæredygtighed, på de digitale 3D-modeller, vi anvender ved udvikling og projektering. Og når dét lykkes, er vi nået langt i vores bestræbelser på at sikre, at vores vej- og broprojekter bliver stadig mere bæredygtige, siger han.

Tredje motorvejsprojekt på få måneder

De jyske motorvejsstrækninger er opgave nummer tre og fire, som Cowi har skrevet i bogen på kort tid. 

Ved indgangen til marts  kunne Vejdirektoratet meddele, at man havde indgået kontrakt med rådgiverfirmaet som totalrådgiver til projektet om anlæg af den tredje – og sidste - etape af Kalundborgmotorvejen mellem Regstrup og Kalundborg. Når de 28 nye kilometer motorvej står færdig, vil der fremover være motorvej hele vejen fra Kalundborg til hovedstadsområdet.

Projektet med den tredje etape af Kalundborgmotorvejen har en forventet anlægsudgift på knap 1,9 mia. kr.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079